Psykoterapeut og konfliktmægler Annette Whimster

Relationer og eksistentielle livstemaer

I terapien kan du forvente, at jeg vil møde dig med et åbent og ikke-dømmende sind. Det er aldrig en del af terapi at blive dømt forkert, men derimod, at vi undersøger dine følelser, tanker, handlinger og impulser, for at skabe mening, forståelse og handlemuligheder. At gå i terapi kan føles omsorgsfuldt, nærende og trygt og samtidig er det vigtigt indimellem at udfordre for at skabe nye erkendelser og handlemuligheder.

Vores relationer har stor indflydelse på vores følelse af lykke, meningsfuldhed og tryghed. Derfor har jeg i mit arbejde som psykoterapeut særligt fokus på relationer.

En kilde til stor sorg, smerte, vrede eller frustration kan være svære relationer, mangel på relationer eller tab af relationer. Derfor har det altid været essentielt for mig som psykoterapeut selv at blive klogere på og hjælpe andre med at blive klogere på, hvordan mennesket danner bånd og følelsesmæssige tilknytninger til hinanden, hvordan vi løser konflikter med hinanden og hvordan vi kan hele, når vigtige mennesker forsvinder fra vores liv.

I psykoterapien taler vi ofte direkte eller indirekte om de eksistentielle grundvilkår eller livstemaer, som er døden, friheden, isolation og meningsløsheden (Irvin Yalom). Vi skal alle forholde os til disse grundvilkår også selvom det for det meste af tiden foregår ubevidst.

Det er ofte i perioder, hvor livstemaerne er mere påtrængende, at vi søger psykoterapi. Vilkårene kan være anledning til stor angst, men at forholde sig aktivt og bevidst til dem, kan også give fokus og mening i livet.

Når du vælger en psykoterapeut, er det vigtigt at huske, at det er dig, der hyrer terapeuten. Jeg anser vores forhold til hinanden som klient og terapeut, som en essentiel del af terapien Derfor bestræber jeg mig på, at:

  • Du må stille alle de spørgsmål, som du har lyst til og forvente at få svar
  • Du må gerne være kritisk og forbeholden og det er mit job som terapeut at gøre mig fortjent til din tillid og svare på alle spørgsmål
  • Du skal kunne forvente, at jeg også arbejder med mig selv i terapi/supervision
  • Du skal kunne føle dig tryg ved og opmuntret til at give både positiv og kritisk feedback
  • Du kan forvente, at jeg indimellem kan finde på at spørge dig, om du føler dig tryg ved og forstået af mig
  • Det er altid i orden at holde op med eller holde pause fra terapien
  • Jeg sætter stor pris på, at mine forløb slutter med en evaluering
psykoterapi københavn v/Annette Whimster